Sider

mandag den 25. november 2013

Lidt om radio...

For tiden bliver der hørt en del radio i det lille hjem, for det er nu så rart med lidt baggrundsstøj, der ikke er barneskrig og vilde lege. Radioen er mest indstillet på P4, P7 Mix eller P1, da jeg har tre præferencer omkring radio; musik, snak eller en god blanding. Jeg har personligt aldrig haft tålmodighed til at synes om Radio 24syv, så det er ikke en mulighed. Til gengæld er jeg i perioder storforbruger af podcasts. Primært fra DR.

Men her er tre programmer jeg er glad for i øjeblikket:

- Har du hørt? er kort sagt klassisk musik for begyndere på P4´s sendeflade. Helt eminent til et overblik over de populære klassikere, og så introduceres der altid lidt nyt undervejs.

- Radiobiografen sender radio fra biografer... Konceptet er skønt i sig selv.

- Alle tiders Historie er en absolut favorit og har været det de sidste mange år. Et hurtigt historie-fix, hvis man ikke lige har haft overskud til at læse sig til den nyeste forskning.

En isblå himmel på en kold vintermorgen. Jeg laver jo også andet end at høre radio...

tirsdag den 19. november 2013

Valg og krydser

Så er valgkortet indløst for mit vedkommende. Krydderne er sat, men der er noget der gnaver... For hvor er debatten omkring kulturen blevet af? Der har da været et par forkølede landsdækkende artikler her og der, men i min kommune er kulturdebatten blevet hevet i retning af forskønnelse af bymidten og granitfliser. Der har før været debat omkring muligheden for en biograf i byen, men virker som et lidt for sprængfarligt emne at tage op her i byen, det der kultur.

Men, der er selvfølgelig mange ting at diskutere, og man må jo prioritere. Jeg er bare ikke helt tilfreds - Nå!

...og nu til noget helt andet...


fredag den 8. november 2013

Bogforum og alt det der udenom

Jeg ville virkelig gerne til Bogforum i Bella Centeret. Og det var sådan set også planen... Men da det kom til stykket, så måtte jeg i gang med at prioritere.

En mors lod er at prioritere. HELE tiden! Jeg er typen, der enormt gerne vil hjælpe til hvor der kan hjælpes, og samtidig liiiige kunne tænke sig at komme ud og se den nyeste lækre udstilling/bogmesse/*indsæt selv flere skønne kulturindslag*. Men siden jeg er blevet nogens mor, så er jeg begyndt at skære ned. For børnene har trods alt en stor plads i min verden, og den ekstra plads må jo så tages fra kulturen og de faglige adspredelser.

Til gengæld har jeg nu en undskyldning for at tulle rundt i børnemuseerne/børnehusene/legepladserne, prøve tingene af og pille ved alting - selvom man jo er meget voksen og intellektuel.

Nogle gange prioriterer jeg også en god fransk hotdog...

lørdag den 2. november 2013

Historiske tv-serier...

...er der jo masser af. Nogle mennesker er kæmpe fans af Mad Men og dens stil. Nogen er mere til Band of Brothers og dens rå realisme. Jeg er mest til de lette romantiske dramaer med gode tidsbilleder. Matador og Krøniken er derfor favoritter herhjemme.

Men nu har jeg opdaget Call the Midwife. Serien er produceret til BBC og giver et indblik i 50'ernes East End i London. Fokus ligger på flere forskellige historier, men mest på den unge Jenny. Og desuden er serien en rigtig kvindeserie, for den behandler generelt emner som familierelationer og social uretfærdighed. 

Den er åbenbart et stort hit i England, men jeg faldt tilfældigt over den på Netflix. Desværre er det kun de først seks afsnit der ligger der, så jeg må væbne mig med tålmodighed. Forhåbentligt har DR allerede planer om at sende den. Jeg krydser i hvert fald fingre.