Sider

onsdag den 16. april 2014

Vikinger, veninder og kvinder sådan generelt...

Påsken er tæt pakket op, men jeg kunne liiiige få proppet et veninde-besøg i Aarhus ind i kalenderen. Det er jo her jeg har studeret, boet og besøgt alle museerne mindst tre gange. Så siden jeg flyttede sidste år har jeg glædet mig til at komme tilbage til mit Aarhus. Og på en eller anden måde har jeg haft en idé om et solbeskinnet Aarhus, hvor alting åndede fred og idyl.... 

Heldigvis holder Aarhus (næsten) altid hvad hun lover, så jeg brugte en halv eftermiddag med cafébesøg (uden børn), venindesnak (uden børn), shopping (uden børn) og museumsbesøg (uden børn)... Fantastisk! 

Museumsbesøgene blev "kun" til Vikingemuseet og Kvindemuseet.
Vikingemuseet er lille og er Moesgaard Museums repræsentant inde i byen. Desuden er udstillingen efterhånden ved at være lidt gammel. Den er stadig skøn, men bærer altså præg af de mange år på bagen. Meget brun og meget slidt nogle steder. Men udstillingen gør hvad den skal, og har en del gode detaljer med. Desuden er det gratis, så ingen brok herfra... Desuden er Moesgaard jo i gang med at kreere et nyt museum ude i skoven. Det glæder jeg mig simpelthen SÅ meget til.

Kvindemuseet er et af de steder jeg kommer igen og igen (og det samme gør andre). De har altid noget spændende og aktuelt som særudstilling. Og så er Barndommens Museum altid et besøg værd - både med børn eller legesyge voksne. Her må man kravle på montrene og hygge i sækkestolene, bare man tager skoene af først. Men denne påske gik jeg efter særudstillingerne med StineStregen og Storm P. Begge udstillinger med fokus på forholdet mellem mænd og kvinder. Super udstillinger! Og så kan det jo lige siges at StineStregen også har sin egen side her med sine tegninger.
Desuden skal man altid tage en tur i Kvindemuseets café. Der er legeborde til ungerne og hjemlig hygge for alle pengene. Vi fik i hvert fald brugt laaaang tid derinde på ren venindesnak.

Og da jeg tog hjem efter aftensmad hos en af veninderne savnede jeg børnene helt og aldeles! Så ved man at man er tanket op på mig-tid...

tirsdag den 1. april 2014

Teknologien og den dårlige samvittighed

Store spiller på vores fælles husholdnings-tablet. Det har hun gjort siden hun var cirka et år gammel. Før det var hun flittig bruger af min smartphones billedarkiver, hvor hun kiggede på det ene billede af mor og far og sig selv efter det andet. Nu er Mini så begyndt at fatte interesse for alt der har en skærm. Hun har så en tendens til at mene at skærme bør kunne spises, som Hr. Mand og jeg ikke er enige i. Så det gælder om at få gemt alle skærme væk, hvis de er under opladning eller skal bruges til "seriøse voksen-ting" som Facebook og Twitter. Og reelt arbejde også...

Derfor kan man nogen gange finde min lille lysende skærm under dynen efter sengetid. Der gemmer den sig for ikke at vække Mini i tremmesengen ved siden af, mens jeg nørder med blog eller kultur-hjemmesider.
Men den tager godt nok meget tid fra samværet med børnene. Alt det der med sociale medier og den konstante trang til liiiiige at tjekke et eller andet som man liiiige kom i tanker om. Så jeg har taget konsekvensen. Jeg tjekker min private mail når jeg har et ledigt minut efter jeg er kommet ind ad hoveddøren. Ellers ligger mobilen og tabletten brak i tasker og på reoler indtil børnene sover... For det meste da... Nogen gange glemmer jeg den oven i købet helt. Hvilket jeg faktisk synes er helt utroligt! For i min barsel kunne jeg bruge (alt) for lang tid på nettet med nørderier. Det var sådan jeg koblede af fra 24 timer med børn på og omkring mig hele tiden. Og det har jeg ikke dårlig samvittighed over. Men nu hvor jeg arbejder igen, så prøver jeg at få 24 timers samvær med mine børn i de 4 timer jeg er sammen med dem på en hverdag - og så vil jeg hellere have en børnehånd i hånden end en mobiltelefon.