For en gangs skyld kunne jeg sidde hvor der var plads til mig, og ikke stå op der hvor barnevognen kunne presses ind. Jeg behøvede ikke at bekymre mig om placeringen af elevatoren og risikoen for at den var i stykker. Jeg tullede bare fra det ene sted til det andet. Kun med mig selv på slæb. Tjek rejsekort ind, ind i metro, sætte sig ned, køre to stop, stå af metro, tjek ud, find nærmeste trappe. Helt fantastisk følelse! Jeg var mere "mig" end jeg har været i måneder. Men fornemmelsen af at have glemt et eller andet nagede hele tiden i baghovedet. Hvor havde jeg glemt barn og vogn henne? Svaret var simpelt: Hos den bedste far mine unger kunne få.
Og i anledning af sneen kan jeg vise den her - Det er ikke sne! Det er kommunens vejsaltning. |
Hæ, ja det er en lidt vild følelse at være ude "på egen hånd" når man har været klistret til barnevognen i en periode. Jeg har eksempelvis kunnet glæde mig over ikke at være afhængig af elevatorer i indkøbscentre længere :-)
SvarSletÅh ja! Det bliver godt nok skønt at skulle slippe for indkøbscentrenes elevatorer. Det må være det næste store skridt...og at kunne prøve jeans uden at skulle time det med middagsluren :D
Slet