Sider

mandag den 12. august 2013

På tur - Fredensborg Slot

Som jeg før har nævnt, så var vi også forbi Fredensborg Slot den store turist-tur rundt i Nordsjælland. Vi tog barnevognen med rundt i slottets haver, og jeg må sige at jeg klart kan anbefale sådan en tur. Der var relativt mange besøgende og der var også gang i nogle rundvisninger kunne vi se, men alligevel gik vi ret uforstyrret rundt. Så der er god plads.

Slottet kan ses ret tæt på og på den juli-dag vi var derude  var der også åbent ind til den private del af haven (Den Reserverede Have). Det er der i juli måned og der er også rundvisninger på selve slottet i den periode. Så sæt kryds i kalenderen juli næste år, hvis det er noget I har lyst til at se...

Fredensborg Slot er et sted man kan tage børn i alle aldre med hen - og det har vi skam også gjort. For det er stort, det er smukt og så er det et godt sted at tonse afsted langs stierne. Og så er det jo et ret centralt sted, historisk set. Specielt kommer jeg til at tænke på historierne om den kongelige families ferier på slottet i Christian 9.'s levetid. Men det er jo kun en brøkdel af slottets historie. Derfor kan det også anbefales at finde folderen "Oplev Fredensborg Slotshave" (se billedet nedenunder) som kan findes på det røde stakit ved indgangen til slotshaven (til venstre når man kommer mod porten fra vejen).

                                                    

Og når man er træt af udsigten til Esrum Sø, skulpturer, planter, blomster og skønne træer, så kan man jo bare sætte sig ned ved et af is-husene udenfor portene og nyde udsigten til slottet og de andre turister.

Fredensborg Slot fra port-siden og turist-parkeringen. Billedet er en anelse skævt, fordi det er lidt svært at tage billeder med telefonen mens man har en urolig baby på armen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar