Sider

Viser opslag med etiketten kulturkonto. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten kulturkonto. Vis alle opslag

torsdag den 12. juni 2014

Opdateringer i læssevis

Jeg bruger tiden på andre ting end at blogge, og her er en "lille" liste over dem:

- Jeg passer børn...

- Vi har været på Frederiksborg Slot... Denne gang med fantastisk snart 3-årig Store i prinsesse-kjole. Kjoler og den slags kan prøves i børneudstillingen i kælderen. Prøv det!

- Jeg arbejder... og er super stolt af alle mine elever!

- Jeg læser "Death on the Nile" af Agatha Christie... Total ferie-stemning på min togtur til og fra arbejde.

- Har en hel hylde med nye og gamle bøger som jeg gerne vil læse, og som jeg kigger på med længsel hver eneste dag. Og så er der også lige de fagbøger som jeg gerne vil læse for sjov og arbejdsrelateret. Det må blive engang når ungerne bliver asociale teenagere.

- Jeg strikker på en kjole til Mini. Og som jo helst skulle blive færdig inden efteråret - og jeg tror jeg når det!

- Jeg læser stadig blogs. Og så et stille tak til Louise for at have lagt mærke til min lille blog. Det er en helt fed følelse at føle sig set og læst. Og jeg kan kun sige, at tankerbag.dk stadig er en af mine klare blog-favoritter.

- Jeg roder med det der Twitter @kulturmor. Der opdaterer jeg med små sjove ting fra hverdagen, glæde over turene med ungerne og en masse re-tweets om alt mellem kemi og skønlitteratur.

- Jeg ser serier på tv'et i de sene nattetimer inden jeg går omkuld af træthed. Som regel sammen med min Hr. Mand og en tallerken med hjemmelavede oste-chips. Mmm.... På den måde er jeg kommet gennem House of Cards sæson 2 (okay, men kunne være mere elegant), How I Met Your Mother sæson 7 (god, men manglede lidt skarphed i humoren), Downton Abbey sæson 1-3 (fantastisk serie! Men har IKKE set de seneste afsnit da de gik på DR, da de ligger midt i vores putte-ritual, og jeg nægter at se halve afsnit og to minutter her og der. Men glæder mig helt vildt!) og Mad Men sæson 3 (Venter i spænding til der kommer flere afsnit på det der Netflix).

- Og så fylder jeg vaskemaskinen gang på gang, fylder opvaskemaskinen og stiller på plads bagefter, leger i sandkassen på altanen, tømmer potten igen, skifter bukser på Store, lægger tøj sammen og gør rent. Og så glemmer jeg i alt rodet, børnefødselsdagene, madlavningen, søvn på upraktiske tidspunkter at blogge og bage boller. Og sådan er det bare, når man vil det hele på én gang. Så må man prioritere!

onsdag den 16. april 2014

Vikinger, veninder og kvinder sådan generelt...

Påsken er tæt pakket op, men jeg kunne liiiige få proppet et veninde-besøg i Aarhus ind i kalenderen. Det er jo her jeg har studeret, boet og besøgt alle museerne mindst tre gange. Så siden jeg flyttede sidste år har jeg glædet mig til at komme tilbage til mit Aarhus. Og på en eller anden måde har jeg haft en idé om et solbeskinnet Aarhus, hvor alting åndede fred og idyl.... 

Heldigvis holder Aarhus (næsten) altid hvad hun lover, så jeg brugte en halv eftermiddag med cafébesøg (uden børn), venindesnak (uden børn), shopping (uden børn) og museumsbesøg (uden børn)... Fantastisk! 

Museumsbesøgene blev "kun" til Vikingemuseet og Kvindemuseet.
Vikingemuseet er lille og er Moesgaard Museums repræsentant inde i byen. Desuden er udstillingen efterhånden ved at være lidt gammel. Den er stadig skøn, men bærer altså præg af de mange år på bagen. Meget brun og meget slidt nogle steder. Men udstillingen gør hvad den skal, og har en del gode detaljer med. Desuden er det gratis, så ingen brok herfra... Desuden er Moesgaard jo i gang med at kreere et nyt museum ude i skoven. Det glæder jeg mig simpelthen SÅ meget til.

Kvindemuseet er et af de steder jeg kommer igen og igen (og det samme gør andre). De har altid noget spændende og aktuelt som særudstilling. Og så er Barndommens Museum altid et besøg værd - både med børn eller legesyge voksne. Her må man kravle på montrene og hygge i sækkestolene, bare man tager skoene af først. Men denne påske gik jeg efter særudstillingerne med StineStregen og Storm P. Begge udstillinger med fokus på forholdet mellem mænd og kvinder. Super udstillinger! Og så kan det jo lige siges at StineStregen også har sin egen side her med sine tegninger.
Desuden skal man altid tage en tur i Kvindemuseets café. Der er legeborde til ungerne og hjemlig hygge for alle pengene. Vi fik i hvert fald brugt laaaang tid derinde på ren venindesnak.

Og da jeg tog hjem efter aftensmad hos en af veninderne savnede jeg børnene helt og aldeles! Så ved man at man er tanket op på mig-tid...

tirsdag den 4. februar 2014

På tur - Glyptoteket

Efter godt 3 ugers sygdom, snot og hoste, så skulle det jo fejres at vi allesammen er ved at være tilbage på benene. Så vi tog på søndagstur til Glyptoteket.

Hele familien afsted med toget til Hovedbanen og så afsted. Vi var faktisk blevet lokket af en CD-release koncert med skøøøn klavermusik som en venindes veninde er en del af. Men da vi fik sat os ned, så protesterede ungerne, så meget at vi brugte et par timer med at løbe frem og tilbage i de store sale i stedet. Vi så på stenløver, snakkede om hvor farlige de var - og så løb vi! Med klapvogn og det hele! Super underholdende og de grønne kustoder var helt igennem fantastiske og glædede sig på vores vegne. Det skal dog lige siges at man som løbende børnefamilie skal holde sig fra de franske impressionister, da ungerne kan udløse diverse alarmer.... Man får ikke set så meget, når man hele tiden skal holde Store væk fra alarm-områderne. Bare så I ved det :-)

Glyptoteket har klapvogne man kan låne. Man skal parkere sin egen vogn udenfor indgangen. Bygningen er dog på ingen måde særlig klapvognsvenlig. Der er trapper og niveauspring over det hele. Også i de nyere dele. Det er super upraktisk. Og da Store tog en uautoriseret løbetur ud over stepperne, så måtte jeg efterlade Mini i klapperen hos en fremmed, for at jeg havde den mindste chance for at kunne indhente Store inden der blev gjort for meget skade. Jeg er typen der helst vil kunne se mit barn, selvom det er et ret trygt museum, og det er begrænset hvor meget ravage hun kan lave i en samling af stenfigurer.

Men jeg er rigtig glad for Glyptoteket, så jeg tilgiver dem alle deres trapper, og frydes i stedet over nogle af de samtaler vi havde derinde.
Mig: Se ham her...
Store: Han mangler hovedet! Og armene og benene og næsen og munden og håret. Nænæ (hun peger på sin egen næse og løber videre til den næste statue). Hun mangler også en arm! Og sin næse...
Og sådan gik det ellers derudaf. Så stærkt at jeg glemte alt om at få taget et par billeder. Undskyld til jer læsere, der gerne vil se billeder :-)

Bonus var at der er guldfisk i en af bassinerne i Palmehaven (eller hvad det nu hedder) og at indgangen til museet er gratis om søndagen.

tirsdag den 17. december 2013

Musik


Forleden læste jeg dette indlæg på Lady Petit's blog, og så kom jeg til at tænke på, hvordan vi påvirker vores børns musiksmag.

Herhjemme er vi meget glade for musik, og vi hører nærmest alt. Så længe der er tale om gennemtænkt musik, så har vi ikke noget imod det. Men når det kommer til gangnam-ting og frøer-på-speed-sager, så er vi ikke begejstrede. Derfor forsøger vi at introducere ungerne for det vi mener er fed musik. 

Faktisk hører vi præcis det samme musik som vi altid har gjort. Nu er der så bare blandet en del Bamse og Kylling og Frøen Ib ind det hele. Og pludselig har en del af det klassiske musik fået tilnavne som gyngehesten og hoppesangen. Blondie og Adele er blevet til prinsessemusik, da det jo er prinsesser der synger. Og vi står allesammen og danser i stuen (nok mest Mor ;) ), hvis vi hører Depeche Mode eller Rammstein.

Så jeg er indtil videre meget godt tilfredse med vores børn og vores fælles musik-forbrug.

tirsdag den 10. december 2013

At tage afsted med børn i kravlealderen...

...er dog noget af det mest bøvlede. Specielt hvis kravlealderen begynder når de er fem måneder.

Mini er en nysgerrig én, der for at kunne pille ved alting(!) har lært at kravle alt for tidligt. Synes hendes mor altså. For pludselig kan man ikke bare tage på museum uden at hun vil op og se. Eller vil sidde op og se. Og sidde op, det må hun kun i et stykke tid, for mor er jo så øm overfor den lille bitte ryg. Bæreselen er ikke blevet brugt i en månedstid, for den holder jo Mini fast, og det passer ikke den lille frue. Og på en del museer skal man jo have sin bebse over i en klapvogn, og sådan én ville Mini have forsøgt flugt fra de første ti gange i løbet af intro-planchen.
Så jeg er lidt på bar bund. Hvad gør man med en lille kravlebaby, når man gerne vil på museum? Så indtil hun kan sidde stabilt og "lovligt" (ifølge diverse babybøger og -blade) må jeg ty til de steder, hvor jeg kan have situationen under kontrol aka. have barnevognen med. For eksempel er jeg i gang med at arrangere mig en tur til Helsingør og M/S Museet for Søfart inden jul.

fredag den 25. oktober 2013

Blogs til at fordrive tiden med....

...inden man lægger sig til at sove...

For blogs er et af de steder jeg lader kultur-kontoen op. De blogs jeg følger er båret af personerne bag og de emner de tager op. Nogle skriver om familieliv, nogle om arbejdet, andre har meninger om hvordan verden burde være skruet sammen, og så er der dem der skriver om det hele.  

Her er dem jeg følger fast for tiden: 

Farmorfabrikken er en kreativ strikkeblog... God inspiration og godt selskab. 

Frøkenen og Baronen er også et godt sted at finde små krea-opgaver. Jeg ville SÅ gerne være bare halvt så sej med strikkepinde og hæklenåle! 

Helle skriver om sit forfatterskab og baggrunden for krimiernes problemstillinger. Og så skriver hun bare godt! 

Julia Lahme er et af de mennesker der skriver om alt mellem himmel og jord. Hun har meninger om det meste, mens hun strøer tanker om kvindeliv og arbejdsliv ud over hverdagen. 

Marens blog handler om Maren, tegningerhumor og alle de skæve overvejelser I livet. 

Tanker bag skrives af Louise. Hun er bare super positiv og ligetil I sin måde at beskrive arbejdet med ord og tekst Noget jeg virkelig synes er skønt!

fredag den 18. oktober 2013

Og tiden går...

...næsten uden at man lægger mærke til det....

I hvert fald har de sidste par uger været ret stillestående på bloggen. Måske på grund af ungerne og min egen tendens til at blive syge. Ellers kan det være, fordi jeg er såååå træt om aftenen, at jeg skriver indlæggene i mit hoved og bagefter lægger mig til at sove. Eller også har jeg bare opdaget at barsel er endnu sjovere, når Mini nu næsten kan kravle i en alder af 4(!!!!) måneder.

Men når min kultur-konto skal fyldes midt i alt det hersens hverdag, så gør jeg sådan her:

- Ser DR2 eller DRK... So ein Ding, Deadline, Smagsdommerne og HistorieQuiz ligger højrt på min tv-hitliste

- Går en tur med barnevognen, under dække af at man jo skal have noget motion. I virkeligheden er det for at finde nye spændende rum i byen og omegnen.

- Læser i Weekendavisen. Den kan nemt holde en hel uge, når man har børn.

- Læser intelligente og udfordrende blogs (mere om det i et senere indlæg).

- Hører P1 mens jeg ordner vasketøjet og opvasken. Det er guld værd! Og hvis man er mere kræsen, så er podcasting nok en bedre løsning.

- Låner lydbøger på biblioteket eller nettet. Så kan man (næsten) følge med i de nyeste udgivelser. Personligt er jeg nok en smule doven, så jeg er et par år bagud.

mandag den 30. september 2013

På tur - Arktis


Lige et snap-shot af et af mine yndlings-værker fra Louisiana.
(Ikke en del af Arktis)
Udstillingen Arktis åbnede onsdag, og fredag var Mini og jeg så på udflugt for at udforske Louisiana. Den har stået på min to-do liste længe, så nu skulle spændingen udløses. Var det den lovede blanding af kunst og kulturhistorie, som jeg var blevet lovet i Louisiana Revy? Eller ville det bare være en omgang varm luft, om man så må sige.

Og konceptet holdt vand! Kunsten blev til udtryk for kulturhistorien og de kulturhistoriske genstande sat i en kunstnerisk kontekst. Super gennemført, kun med et par svage punkter, og jeg, som ellers ikke er den store fan af miljø-diskussioner i udstillinger, fik tænkt lidt over fremtiden for det fascinerende område. Helt uden at føle, at jeg blev slået i hovedet med hammeren kaldet "du er skyld i alverdens ulykker". I stedet blev jeg faktisk meget opslugt af udstillingen og dens forsøg på at sætte flere facetter på Arktis. Og her skal det måske siges, at Arktis bliver bearbejdet mere som en idé end som et konkret område, hvilket klæder udstillingen helt enormt.

Kunsten spiller på vores opfattelser af Arktis, og på hvilke idéer folk gennem tiden har haft om Arktis. Jeg blev personligt meget fascineret af bordet med de manglende bestik-dele, rummet der kun indeholdt lydene af knagende og brusende is og så den udstoppede isbjørn. Jeg nåede ikke engang at få set det hele på de par timer jeg havde derinde, men håber på at få tid til at tage Store med derind i løbet af efteråret. Hun vil eeeeelske isbjørnen.

Jeg kan godt lide at udstillingen er delt op i mange små, intime rum, som gør oplevelsen meget intens. Til gengæld virker det meget overvældende med alle de udstillede genstande, montrer og video-kunst. Men det er jo nok også derfor man har brug for god tid til at suge udstillingen og stemningen til sig.

Min frokost... Bare som lidt ekstra lokkemad, så I kan se at komme afsted!

 

fredag den 2. august 2013

Så er der gang i KulturMor...

...og i fremtiden vil bloggen komme til at handle om kultur fra en børnefamilies synspunkt. 

For hvad er kultur egentlig, når man er begrænset af en barnevogn/klapvogn og en tidsbegrænset koncentration? Hvilke tricks og tips er der til at komme rundt? Hvad kan man tillade sig som besøgende med børn? Og hvor er de fedeste og bedste steder at tage hen og få tanket familiens mentale kulturkonto op?

Alt det har jeg planer om at blogge om på KulturMor - og lidt til...