Juleferie og bøger

Glædelig jul og godt nytår til alle dem der gider at læse med. For når man har været social og lavet ingenting i (indtil videre) en uge, så står man måske også af blog-læsningen. Jeg gør i hvert fald. For det meste. For jeg får alligevel lige set et indlæg her og der, men ikke fast, som på en hverdag, hvor man nogle gange kan blive desperat for at finde et eller andet at læse.

I stedet læser jeg bøger. Som i rigtige bøger af papir. Og faktisk bøger jeg har haft stående på hylden et stykke tid, og som bare har kigget efter mig med længsel efter at blive åbnet og læst i. Så i min juleferie er jeg kommet halvvejs gennem "Hvor lagde jeg babyen" af Julia Lahme og halvanden hundrede sider ind i "Eragon" af Cristopher Paolini. Baby-bogen er for at please min indre tøs og mor, mens Eragon er en del af min interesse for (tøse-)fantasy. Jeg er utrolig tilfreds med begge bøger, der lever op til deres genrer og er godt skrevet. Specielt Eragon minder mig konstant om, hvor lækkert (det engelske) sprog kan være.

Og så fik jeg også lige set den nyeste Hunger Games film. Jeg slugte bøgerne over et par uger i sommeren sidste år, så det er et dejligt gensyn. Vi kombinerede filmen med en tiltrængt kærestetur. Den første i 10 måneder, skal det siges. Så hurra for svigerfamilien, og et mange tak for hjælpen. Det var en skøn aften!

Nå ja! Den her er sidste års julegave fra Manden. Jeg  blev færdig med den en uge inden jul i år. Sådan!

                              

Musik

Forleden læste jeg dette indlæg på Lady Petit's blog, og så kom jeg til at tænke på, hvordan vi påvirker vores børns musiksmag.

Herhjemme er vi meget glade for musik, og vi hører nærmest alt. Så længe der er tale om gennemtænkt musik, så har vi ikke noget imod det. Men når det kommer til gangnam-ting og frøer-på-speed-sager, så er vi ikke begejstrede. Derfor forsøger vi at introducere ungerne for det vi mener er fed musik. 

Faktisk hører vi præcis det samme musik som vi altid har gjort. Nu er der så bare blandet en del Bamse og Kylling og Frøen Ib ind det hele. Og pludselig har en del af det klassiske musik fået tilnavne som gyngehesten og hoppesangen. Blondie og Adele er blevet til prinsessemusik, da det jo er prinsesser der synger. Og vi står allesammen og danser i stuen (nok mest Mor ;) ), hvis vi hører Depeche Mode eller Rammstein.

Så jeg er indtil videre meget godt tilfredse med vores børn og vores fælles musik-forbrug.

At tage afsted med børn i kravlealderen...

...er dog noget af det mest bøvlede. Specielt hvis kravlealderen begynder når de er fem måneder.

Mini er en nysgerrig én, der for at kunne pille ved alting(!) har lært at kravle alt for tidligt. Synes hendes mor altså. For pludselig kan man ikke bare tage på museum uden at hun vil op og se. Eller vil sidde op og se. Og sidde op, det må hun kun i et stykke tid, for mor er jo så øm overfor den lille bitte ryg. Bæreselen er ikke blevet brugt i en månedstid, for den holder jo Mini fast, og det passer ikke den lille frue. Og på en del museer skal man jo have sin bebse over i en klapvogn, og sådan én ville Mini have forsøgt flugt fra de første ti gange i løbet af intro-planchen.
Så jeg er lidt på bar bund. Hvad gør man med en lille kravlebaby, når man gerne vil på museum? Så indtil hun kan sidde stabilt og "lovligt" (ifølge diverse babybøger og -blade) må jeg ty til de steder, hvor jeg kan have situationen under kontrol aka. have barnevognen med. For eksempel er jeg i gang med at arrangere mig en tur til Helsingør og M/S Museet for Søfart inden jul.

Reklamer

Som I kan se, så kom der i sidste uge reklamer på bloggen. Det har taget en del tid at få det op at stå. Men nu er de her. Jeg tænkte at det kunne tilføre lidt dynamik til bloggens udseende, og så kan jeg jo se om det er noget vi kan holde ud at se på i længden. Det er i hvert fald helt sikkert ikke noget jeg kommer til at tjene på, og det er ikke noget der kommer til at påvirke mine indlæg og de temaer jeg tager op.

Generelt må jeg dog sige, at jeg tit overvejer, hvor mange relevante reklamer jeg ser i løbet af en dag. Mange af dem er åbenlyst henvendt til unge, singler, ældre, dem med penge nok eller bare alle andre end børnefamilier. Og selvfølgelig skal der være plads til det, men engang imellem bliver jeg også træt af at min synsflade bliver dagligt fyldes med unødvendige indtryk. Og ikke mindst; at mine børn bliver fyldt med så meget visuelt skrald.

Jeg er dog ikke puritaner. Jeg får ikke reklamer, men jeg vælger selv at opsøge nyhedsbreve med gode tilbud. Jeg lægger reklamer på min blog. Jeg glor efter de mere eller mindre kreative reklamer og opslag i toget eller bussen. For jeg er nysgerrig og går efter de gode tilbud. Men der må da også være grænser for hvor meget de skal fylde. Eller hvad?