Transport - nu uden barnevogn

For et stykke tid siden var jeg et smut inde i Byen. Helt uden barnevogn! Uden nogen børn i det hele taget. Og pludselig gik det op for mig, hvor meget ekstra tid og besvær det er at have barnevognen med altid. Det er helt ærligt en lille smule skræmmende, at man kan vænne sig så meget til en barnevogn, at man føler sig helt nøgen og sådan lidt ude af kontekst ved ikke at have den med. Sådan havde jeg det den dag jeg tog bussen, S-toget og metroen ud og hjem.

For en gangs skyld kunne jeg sidde hvor der var plads til mig, og ikke stå op der hvor barnevognen kunne presses ind. Jeg behøvede ikke at bekymre mig om placeringen af elevatoren og risikoen for at den var i stykker. Jeg tullede bare fra det ene sted til det andet. Kun med mig selv på slæb. Tjek rejsekort ind, ind i metro, sætte sig ned, køre to stop, stå af metro, tjek ud, find nærmeste trappe. Helt fantastisk følelse! Jeg var mere "mig" end jeg har været i måneder. Men fornemmelsen af at have glemt et eller andet nagede hele tiden i baghovedet. Hvor havde jeg glemt barn og vogn henne? Svaret var simpelt: Hos den bedste far mine unger kunne få.

Og i anledning af sneen kan jeg vise den her - Det er ikke sne! Det er kommunens vejsaltning.