Sider

lørdag den 3. maj 2014

Den der arbejdstid...

Så er Mini startet i vuggestue. Hun er vist ikke længere så mini som jeg gerne vil gøre hende til, for hun går rundt med os i hånden og varmer op til det første skridt på egen hånd.

Jeg render rundt og knokler med at få arbejdet til at flyde så godt som muligt. Når man arbejder med mennesker handler det tit om at finde måder at komme godt rundt om alle typer og (i mit tilfælde) at lære dem noget. En af de ting jeg gerne vil lære dem er at tage ansvar for egen læring og at udbyttet følger indsatsen. 

Sådan er det når man studerer. Sådan er det når man har børn. Sådan er det når man arbejder. Ofte i hvert fald...Jeg læste for lang tid siden noget om diskussionen om deltid vs. fuldtid vs. mertid når man har børn. Jeg tror nok jeg ville kunne leve med deltid. Men jeg ville enten kede mig, blive doven eller bare lave mere end jeg skulle (om muligt). For jeg trives nok bedst med fuldtid (med mulighed for mertid i perioder). Jeg ville heller ikke synes om at arbejde mertid konstant (som for eksempel at være selvstændig). Lidt af hvert en gang imellem passer mig fint.

Det er jo det evige dilemma imellem job/mor-tid og børnene. Jeg har ikke svaret, og svaret er forskelligt alt efter hvem man er. Jeg så et program (også for noget tid siden - på DR2) om nogle mødre der valgte job fra og gik hjemme. Lige præcis dét gad jeg faktisk ikke. Hatten af for dem der gider, men jeg gider ikke. Jeg har prøvet at gå hjemme i tre måneder mellem studie og den officielle barsel begyndte, og i den tid passede jeg Store på fuldtid. Det var ikke min kop te. Jeg savnede min faglighed og jeg savnede andre faglige personer. Bare det at kunne snakke med nogen om andre ting end børn savnede jeg SÅ meget. Selvom jeg er mere end almindeligt glad for at arbejde med mennesker, så kan jeg ikke gøre det til en faglig udfordring at passe mine børn. Sorry!

 Så er der jo også det der med karriere... Og det må blive en anden gang, for lige nu vil jeg sætte mig ind i sofaen med "The Bell Jar" af Sylvia Plath og tilbuds-påskechokolade fra min yndlings-chokoladeforretning (Tænk at have sådan én ;-) ).

onsdag den 16. april 2014

Vikinger, veninder og kvinder sådan generelt...

Påsken er tæt pakket op, men jeg kunne liiiige få proppet et veninde-besøg i Aarhus ind i kalenderen. Det er jo her jeg har studeret, boet og besøgt alle museerne mindst tre gange. Så siden jeg flyttede sidste år har jeg glædet mig til at komme tilbage til mit Aarhus. Og på en eller anden måde har jeg haft en idé om et solbeskinnet Aarhus, hvor alting åndede fred og idyl.... 

Heldigvis holder Aarhus (næsten) altid hvad hun lover, så jeg brugte en halv eftermiddag med cafébesøg (uden børn), venindesnak (uden børn), shopping (uden børn) og museumsbesøg (uden børn)... Fantastisk! 

Museumsbesøgene blev "kun" til Vikingemuseet og Kvindemuseet.
Vikingemuseet er lille og er Moesgaard Museums repræsentant inde i byen. Desuden er udstillingen efterhånden ved at være lidt gammel. Den er stadig skøn, men bærer altså præg af de mange år på bagen. Meget brun og meget slidt nogle steder. Men udstillingen gør hvad den skal, og har en del gode detaljer med. Desuden er det gratis, så ingen brok herfra... Desuden er Moesgaard jo i gang med at kreere et nyt museum ude i skoven. Det glæder jeg mig simpelthen SÅ meget til.

Kvindemuseet er et af de steder jeg kommer igen og igen (og det samme gør andre). De har altid noget spændende og aktuelt som særudstilling. Og så er Barndommens Museum altid et besøg værd - både med børn eller legesyge voksne. Her må man kravle på montrene og hygge i sækkestolene, bare man tager skoene af først. Men denne påske gik jeg efter særudstillingerne med StineStregen og Storm P. Begge udstillinger med fokus på forholdet mellem mænd og kvinder. Super udstillinger! Og så kan det jo lige siges at StineStregen også har sin egen side her med sine tegninger.
Desuden skal man altid tage en tur i Kvindemuseets café. Der er legeborde til ungerne og hjemlig hygge for alle pengene. Vi fik i hvert fald brugt laaaang tid derinde på ren venindesnak.

Og da jeg tog hjem efter aftensmad hos en af veninderne savnede jeg børnene helt og aldeles! Så ved man at man er tanket op på mig-tid...

tirsdag den 1. april 2014

Teknologien og den dårlige samvittighed

Store spiller på vores fælles husholdnings-tablet. Det har hun gjort siden hun var cirka et år gammel. Før det var hun flittig bruger af min smartphones billedarkiver, hvor hun kiggede på det ene billede af mor og far og sig selv efter det andet. Nu er Mini så begyndt at fatte interesse for alt der har en skærm. Hun har så en tendens til at mene at skærme bør kunne spises, som Hr. Mand og jeg ikke er enige i. Så det gælder om at få gemt alle skærme væk, hvis de er under opladning eller skal bruges til "seriøse voksen-ting" som Facebook og Twitter. Og reelt arbejde også...

Derfor kan man nogen gange finde min lille lysende skærm under dynen efter sengetid. Der gemmer den sig for ikke at vække Mini i tremmesengen ved siden af, mens jeg nørder med blog eller kultur-hjemmesider.
Men den tager godt nok meget tid fra samværet med børnene. Alt det der med sociale medier og den konstante trang til liiiiige at tjekke et eller andet som man liiiige kom i tanker om. Så jeg har taget konsekvensen. Jeg tjekker min private mail når jeg har et ledigt minut efter jeg er kommet ind ad hoveddøren. Ellers ligger mobilen og tabletten brak i tasker og på reoler indtil børnene sover... For det meste da... Nogen gange glemmer jeg den oven i købet helt. Hvilket jeg faktisk synes er helt utroligt! For i min barsel kunne jeg bruge (alt) for lang tid på nettet med nørderier. Det var sådan jeg koblede af fra 24 timer med børn på og omkring mig hele tiden. Og det har jeg ikke dårlig samvittighed over. Men nu hvor jeg arbejder igen, så prøver jeg at få 24 timers samvær med mine børn i de 4 timer jeg er sammen med dem på en hverdag - og så vil jeg hellere have en børnehånd i hånden end en mobiltelefon. 

lørdag den 22. marts 2014

Om børnebøger...

Vi er efterhånden kommet ind i en rytme omkring putning om aftenen (og til middagslur for den sags skyld), hvor vi læser historier for Store. Og vi kommer ret godt rundt om den store skat af børnebøger der findes på biblioteket.
Store og jeg elsker "Lille Frø" med alt det han ikke må. Samtidig har jeg dog en fornemmelse af at Store ser liiiidt for meget op til den frække lille frø. I hvert fald er sætningen "Nu er jeg slem" blevet hverdagskost sammen med et kæmpe begejstret smil. Heldigvis er det stadig i småtingsafdelingen.
Vi har også været rundt om borge og riddere med hjælp fra en pop-up bog om emnet. Og det helt uden snak om prinsesser, men til moderens begejstring en masse snak om voldgrave, tjenere og blider. Ja ja, der kom den lille historiker op i mig...
Vi har også haft meget glæde af "Bamses læse-fortælle bog" som Store fik læst højt fra ende til anden. Det var første gang jeg har kunnet få hende til at koncentrere sig om en bog der ikke kun bestod af billeder. Den oplevelse takker jeg Stores fascination af Bamse for. Bamse og genkendelsens glæde gjorde at hun så frem til vores godnat-læsnings stunder.
En anden favorit er "Vuggestuen Smørklatten". Vi har haft den som en del af putteritualet siden Store var godt 1 år, og hun elsker den stadig. Masser af billeder og meget lidt tekst. Og det er klart billederne der gør størst indtryk. De er fyldt med genkendelige billeder af hverdagen i en institution. Der er mange detaljer og situationer som "nu er sutten faldet ned" og "hov, nu vil begge børnene have bamsen". Så det er en bog vi har anskaffet os selv, og som altid ligger fremme. Og Mini kigger også allerede fascineret på billederne, så jeg regner med at vi får lov at læse den mange år endnu.

søndag den 2. marts 2014

Fastelavn og forberedelser

Vi har været forbi fastelavn, og jeg knokler løs på jobbet, så nu må det snart være tid til at give lyd på bloggen... Men det kan godt være svært at koncentrere sig om andet end arbejde og at være der for børnene og hr. mand for tiden. Og jeg havde jo egentlig tænkt at jeg skulle forberede et par indlæg til bloggen på forhånd inden jeg skulle starte op igen efter barsel, meeeeen så blev det udskudt og så glemt og så var det pludselig lige om hjørnet, og så tænkte jeg "det går jo nok". Så nu må i leve med det her indlæg indtil jeg tager mig sammen og får skrevet lidt om børnebøger og ladcykler og det at være alene hjemme og så om torvehallerne og gode boghandlere.... Det er i hvert fald noget af det jeg har planer for at nørkle med, når jeg alligevel sidder i toget og venter på at komme hjem til familiens regulerede kaos. For det er det det er hos os for tiden. Vi har nogle bestemte rutiner der skal gennemgåes på en hverdag - afhentning af næsten-børnehavebørn, velkomst af små kravlemennesker og en hjemmegående mand, aftensmad, og så er der masser af godnat-ritualer.... Og ind imellem det er der så kaos og fri leg, sådan som vi bedst kan lide det :)

mandag den 24. februar 2014

På tur: Statens Museum for Kunst

Så kom jeg endelig på Statens Museum for Kunst. Jeg har været der et par gange før, men det er efterhånden ved at være fem-seks år siden og det var uden børn. Derfor tog jeg revanche og tog to ture i løbet af en weekend. Sådan! Det skulle jo gøres ordentligt.

Som man måske kan se, så ligger
SMK i byggerod for tiden.

Begge gange var jeg afsted med barnevognen. Den må ganske vist ikke komme med ind, men der er et lækkert halvtag at parkere barnevogne og klapvogne under. Man skal bare et godt stykke ind i smøgen ved handicapelevatoren. Første gang havde jeg parkeret ved trappen og sat kædelåsen på, så jeg blev ret nervøs da den ikke var foran da jeg kom ud igen. Men nogen havde møgsommeligt flyttet den  om under halvtaget. Mange tak til den ukendte redningsmand - for det regnede ret voldsomt.





Indenfor er der også ren luksus for os børnefamilier. Stokke kombivogne er der nok af. Også på en travl lørdag i vinterferien. Og det vildeste var faktisk at der var en tvillingevogn til rådighed. Det har jeg aldrig set på et museum før, og hvor er det fedt! Da vi havde begge unger med søndag, så var det bare at proppe dem ned i tvillingeklapperen og så afsted til salen med dansk og nordisk kunst. Ingen pilfingre og udløste alarmer. Og ikke mindst, ingen grund til at begge forældre hele tiden skal have en klapvogn eller et barn på armen. Tak til SMK for denne skønne detalje.

Jeg elsker at fotografere forår, så værsågod!
Og samlingerne er jo ordnet efter område, kunstner og periode. Så jeg kom til at bruge liiiiidt lang tid i Hammershøi-rummet, mens manden fik lov til at underholde ungerne. Jeg bliver lige fascineret hver gang. Generelt må jeg dog indrømme at det nok er en fordel at udvælge sig et par af samlingerne at koncentrere sig om når man er derinde. Vi var i hvert fald godt baldrede da vi nåede til 1950 - vi tog nemlig den kronologiske tur rundt.  Men husk at kigger godt efter ovre i dansk og nordisk kunst, for så kan man faktisk finde et par sjove gimmicks.

Børneudstillingen Frihed kan desuden anbefales. Der er plads til at løbe, tumle og undres, og jeg kan tænke mig at man med børn fra 5 år og opefter kan få en god snak og udforskning af hvad kunst kan gøre.Desværre var Store for træt og for lille til at vi fik meget andet end en god fangeleg ud af udstillingen. Men fangeleg skal man jo heller ikke kimse ad.

Mere lokalt forår.
Jeg er helt vild med den måde lyset falder ind fra siden.
Cafeen er også værd at kigge forbi. Lidt rungende akustik, men god mad og gode siddepladser til børn i alle aldre, for der er Tripp Trapp stole indstillet til både store og små børn.

Generelt var turen en stor succes. Første gang var jeg afsted med en veninde og anden gang var vores lille familie afsted, og jeg fik set og genset en masse af de mest centrale værker. Det kan faktisk anbefales at se museet over et par gange 

Desuden kan det anbefales at tage på legeplads enten før eller efter (vi gjorde begge dele). Så bliver ungerne ikke helt kulrede inde på museet. Legepladserne i Østre Anlæg (bagved museet) eller i Kongens Have kan anbefales, når man alligevel skal ind på museet.

søndag den 23. februar 2014

Så prøver vi lige det der Bloglovin af....

<a href="http://www.bloglovin.com/blog/11833545/?claim=rs9cvjrrp4k">Follow my blog with Bloglovin</a>

...og så må vi se hvad der sker.....

Vi var i sidste uge plaget af sygdom, men nu er vi ved at være på plads igen. Så jeg regner med at komme med en ordentlig anmeldelse af Statens Museum for Kunst og lidt godt og blandet i løbet af den nye uge.