Er en ganske almindelig legeplads kultur?

Så har jeg tilbragt halvdelen af dagen på en legeplads... Og alligevel føler jeg mig tanket op på kultur-kontoen. Egentlig en smule underligt, når jeg er stor tilhænger af at komme ud og se kulturen 'in action'.

Jeg tror dog at svaret ligger i det faktum at legepladsen ligger midt i en relativt lille by midt i Jylland - et sted hvor kultur er noget man enten selv skal sørge for eller som man har hørt om. Ej, det er jo ikke helt rigtigt, men tæt på. Så jeg endte simpelthen med at tænke over legepladsen og på hvordan kulturen omkring brugen af legepladser er forskellig alt efter geografi og hvem man er.

Jeg har ofte hørt om de engelske legepladser, der er hjemsted for de hjemmegående mødres sociale liv. Men de danske legepladser er et sted for fritid og ferie og for hele familien. Eller dagplejemødre med børn. Jeg har da også mødt hjemmegående mødre eller fædre på legepladser, men det er ikke nogen der vil noget socialt med andre voksne. Derfor har jeg i perioder brugt meget tid med ungerne på biblioteket. Der er der i det mindste bøger til at stille mit behov for voksent selskab.

Legepladser er også et rum for leg og udforskning for børnene. Der blev i dag løbet rundt og rundt og op og ned og igennem på legepladsen. Og der bliver også dannet sociale bånd børnene imellem. Men til gengæld har børnene ikke de samme betænkeligheder ved at komme i nærheden af de andre eller komme i kontakt. Tilbageholdenhed er på det stadie som regel noget der hører sammen med nysgerrighed overfor de andres reaktioner, så man kan se de andre lidt an. 

På den måde kan man måske sammenligne kulturen på en legeplads med  kulturen omkring det at gå på museum. Børn og voksne reagerer forskelligt, og børnene efter min mening ofte dem der er de mest fornuftige og har lettest ved at tilpasse sig nye måder at udstille og formidle på. De voksne vil tit bare gerne have den samme stil, som de har set de sidste mange år og nægter pure at interagere med andre.